Ole Jauch

Der er et øjeblik i enhver brænding hvor kontrollen ophører og noget andet overtager. Det er det øjeblik Ole Jauch arbejder hen imod.

Processen begynder altid i hovedet – systematisk, undersøgende, præcis. Glasurer udvikles ingrediens for ingrediens, brænding for brænding. Fejl dokumenteres. Opskrifter justeres. Temperaturer afprøves. Det er et håndværk der kræver tålmodighed og viden, og Ole behersker begge dele.

Men målet er ikke kontrol. Målet er det øjeblik teknikken synker ned under bevidstheden og hånden overtager. Når det går fra hoved til mave. Fra systematik til intuition. Det er her værkerne bliver til.

Glasurerne er selvudviklede – kraterglasurer der sprænger sig frem under brænding og efterlader overflader der minder om vulkansk basalt, forvitret klippe, havbund efter millioner af år. Ikke polerede og forudsigelige, men levende og uregelmæssige. Jo grovere jo bedre.

Pigmenterne hentes fra kunsthistoriens dybeste lag – Caput Mortuum, Mangansviolet, Russische Grüne Erde – materialer med historie og vægt, der opfører sig uforudsigeligt i glasurens kemiske transformation og aldrig giver præcis det samme resultat to gange.

Skulpturerne skyder op af jorden som geologiske formationer. Lagdelte, tidstyngede og alligevel friske. På et enkelt rør kan der ligge en hel eksistentiel fortælling – sort i bunden som mørke og jord, Caput Mortuum som forgængelighed og det der engang levede, og øverst det grønne som det spirende og det der endnu bliver.

Symbolikken opstår ikke fra et program. Den opstår fordi hånden ved noget som hovedet endnu ikke har formuleret.

Keramikken rummer to sider af samme praksis. De høje skulpturer hvor glasuren holder sig på plads, fryser fast, bevarer kraterne skarpe og kantede. Og de flade former hvor glasuren får lov at leve frit – flyde, samle sig, skabe landskaber inden for formens grænser. Begge dele er gyldige. Begge dele er nødvendige. Glasuren bevæger sig – det er et redskab - en gave.

Keramikken er ikke adskilt fra livet – den kan ikke adskilles -

den er en del af det.

Arbejdet foregår i værkstedet, der emmer af en særlig hjemlighed. Ikke på trods af det men på grund af det. Værkstedet emmer af hjemlighed og er vævet ind i hverdagen på en måde der gør at kunsten ikke er adskilt fra livet – den kan ikke adskilles. Den ro og fordybelse der opstår når kunst og liv leves side om side er ikke en baggrund for arbejdet. Den er en del af det.

Nogle gange dukker et værk op og får liv og stemme. Andre gange forbliver det et eksperiment – og bliver på den måde et vigtigt element i det næste. Intet er spildt. Alt er på vej mod noget.